Hulmursisolering med Papirisolering

Indblæsning af Papirisolering i hulmure foregår gennem borede huller i fugerne eller gennem borede huller i pudsede facadevægge. Indblæsningshullerne lukkes efterfølgende med bakke- el. strandmørtel om nødvendigt blandet med en smule oxidfarve.

Papirisolering er ideelt ved efterisolering af en hulmur, dvs. når der er plads til ny isolering i en hulmur. Det skyldes at papirisolering består af små fine fibre som nemt fordeler sig blandt den eksisterende isolering i hulmuren. Herved opnås en ny optimal hulmursisolering.

Hulmursisolering med udtagning af leca

Flere ældre huse har lecanødder i hulmuren. Der er desværre næsten ingen forskel på isoleringsværdien fra en helt tom hulmur eller om man har en hulmur der er fyldt op med lecanødder. Derfor anbefaler vi altid, at man får udtaget lecanødderne og fyldt hulmuren op med helt ny isolering i stedet for.

Isolering af hulmur med massive murstensbindere

Mange huse fra omkring 1900 – 1940 er bygget med massive murstensbindere. Dvs. at hulmuren er delt op i felter med hulrum imellem mursten som er gennemgående fra ydervæg til indervæg.  En hulmursisolering af denne type hulmur foregår stort set på samme måde som ved øvrige hulmure, der skal blot bores en del flere indblæsningshuller for at få isoleret alle felter med hulrum. Her anbefaler vi at man vælger Papirisolering, da det kan indblæses gennem fugerne, modsat øvrige isoleringsprodukter hvor mursten skal udtages.

Hulmursisolering af ydervæg med farvede mørtelfuger

Mange huse har farvede mørtelfuger i enten brune, sorte eller røde nuancer. Uanset hvilken mørtelfarve en fuge er muret med, vil vi altid forsøge at ramme den samme farvenuance efter en hulmursisolering. Vi blander forskellige oxidfarver i mørtlen efter et farveskema, således at vi rammer så tæt på mørtelfarven som muligt.